Den 4/4 2009 flyttede de to firmaer Revision 2 A/S og Revisionsfirmaet Langballe Jensen ApS sammen. Teknisk blev fusionen gennemført den 1/10 2008, så allerede da vi flyttede sammen, havde vi haft en del ting at blive enige om.
I dag er vi 25 medarbejdere – heraf 7 partnere i Revision 2. Vi synes selv, vi har taget den medicin, vi råder kunder til at tage. Partnerne spænder aldersmæssigt fra 36 år til 60 år. Denne konstellation fungerer udmærket, da vi gamle har noget erfaring, og de unge har gå-på-modet til at holde os andre i ilden – Så det faglige miljø hele tiden er toptunet.
Det er jo sådan, at de unge mennesker som studerer både HD og cand. merc. aud. har noget teori, vi kan gøre brug af. Det er altså ikke sikkert, at den lærdom, jeg selv fik for 25 år siden, stadig holder – så spørg de unge, hvordan de mener, en opgave kan løses.
I Revision 2 har vi valgt at deltage i projekt Hold Balancen, fordi vi forventer, at der er hjælp at hente i forbindelse med fusionen og i særdeleshed de udfordringer, som kommer i de kommende måneder.
I sidste uge (torsdag 24/9 2009) havde vi den første samling i Revision 2, alene med henblik på at få taget hul på projekt Hold Balancen. Det blev en forrygende dag, måske også fordi en kollega fyldte 40 år.
Erik Kjærgaard fra Konsu-Net ApS var til stede og introducerede ejere og ansatte kollegaer for projektet. Efter den mere formelle del af introduktionen blev vi delt i 4 grupper, hvor vi skulle drøfte ”de 10 bud” samt tegne et billede af, hvor Revision 2 befinder sig lige nu.
Hvor mener ledelsen, vi er? Hvor mener medarbejderne, vi er? Og hvordan passer de to opfattelser sammen. Det var en ualmindelig stor succes.
Alle deltog i debatten, hvilket vi har valgt at tage som udtryk for, at ingen er ”bange” for at give sine holdninger til kende.
Som ledelse skal man være indstillet på, at resultatet af sådan en diskussion kan være grundlaget for en total omvæltning i virksomheden. Ledelse og medarbejdere skal være indstillet på at gå hele vejen. Diskussionerne kan føre til hvad som helst, og alle skal være indstillet på, at A L T er til debat.
Ellers kan vi lige så godt lade være!
I tidligere år har vi holdt MUS i september måned. Allerede nu har vi erfaret, at dette forløb skal ændres radikalt. Det bliver helt vildt spændende, og I hører nærmere om det i løbet af de næste 2 – 3 uger.